Vi købte en gård for at kunne bygge et mejeri

Det begynder ikke med byggetilladelser, tegninger eller lange beregninger. Det begynder i et køkken.

Da Emelie og Alexander begyndte at lave ost hjemme, var det ikke for at skabe et udflugtsmål i skoven. De ville lave god ost. Rigtig ost. Ost med personlighed.

Men ret hurtigt blev hjemmekøkkenet for lille til drømmen.

Det næste skridt krævede et mejeri: et sted hvor mælken, håndværket og arbejdet kunne få plads. Derfor ledte de efter en gård med jord nok til et nyt byggeri. Da Alexander fandt en ejendom i nærheden, spurgte han ganske enkelt ejeren, om den kunne købes.

Det kunne den.

Og dér, på det sted der senere skulle blive Margaretelund, begyndte næste kapitel.

Først kom gården. Så voksede alt andet.

Mejeriet var grunden til, at gården blev købt. Men som så ofte på Margaretelund holdt virkeligheden sig ikke helt til planen.

Mens mejeridrømmen tog form, begyndte kunderne allerede at finde osten. De bankede på døren hjemme i Björkenäs og spurgte efter Eldost. Ideen om en lille ostebod opstod først som en praktisk løsning.

Men små ideer har en mærkelig evne til at vokse herude.

Osteboden blev en landhandel. Landhandlen blev et udflugtsmål. Og mejeriet, som var grunden fra begyndelsen, blev hjertet i det hele.

“A cheese led to a dairy. A dairy required a farm.”

De byggede selv. Næsten alt.

I 2022 gik byggeriet i gang. Ikke symbolsk. Ikke forsigtigt. For alvor.

Fra de første pinde i jorden til den sidste tagsten blev næsten alt gjort med egne hænder.

Vægge blev rejst, spær kom på plads, træ blev båret, savet, målt og skruet. Det, der senere ser selvfølgeligt ud, begyndte som mudder, regn, grus og endeløse beslutninger.

Da butikken blev bygget, var der ikke engang strøm på gården.

Save og skruemaskiner kørte på batteri. Meget andet måtte gøres i hånden. Til tider må projektet have virket fuldstændig urimeligt.

Mange gange nåede tanken dem: Hvad i alverden er det, vi laver?

Først solgte de ost. Så købte de byggematerialer.

Banken var ikke særlig interesseret i at tro på projektet.

Så Emelie og Alexander gjorde det, de allerede kunne: de tog på markeder og messer, solgte ost og købte byggematerialer for pengene.

De fik også vigtig støtte fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne. Men støtten byggede ikke huset af sig selv. Det gjorde Emelie og Alexander – med familie, venner, stædighed og flere arbejdstimer, end de nok kan tælle.

Minusgrader, blæst og et tag der skulle på

Nogle byggedage har sat sig fast mere end andre.

Når vejret slog om, vinden tog fat, og taget skulle gøres færdigt før regnen. Eller når jorden blev til mudder, og alt tog dobbelt så lang tid som håbet.

Byggeriet var sjældent romantisk, mens det stod på. Det var koldt, tungt, upraktisk og sommetider absurd.

Og alligevel fortsatte de.

Et hus der bærer mere end varer

I december 2024 åbnede butikken.

Det, der først kun var en idé, stod nu som et virkeligt sted: et rum for ostene, madhåndværket, menneskene, fortællingerne og følelsen af, at noget uventet gemmer sig i skoven mellem Nässjö og Eksjö.

I dag ser man en færdig butik, et mejeri og en gård med dyr. Sværere er det at se alle timerne i væggene.

En ost førte til et mejeri. Et mejeri krævede en gård. En gård blev en butik. En butik blev et udflugtsmål.

Og et sted undervejs blev det hele bygget med egne hænder.